Troldhusets pilehytte - trin for trin

 
Forside

Haven

Frugt&Bær
Krydderurter
Pindsvin
Pindsvinehule
Planter
Sommerfugle

Forbrug til pilehytte:

  • Rør eller rundstok
    til at markere
    cirklens centrum

  • 50 friske pilegrene

  • et stort bundt
    opblødte pilegrene

  • 1.5 meter snor

  • en pind
    til at markere
    hyttens kant

 

  • Hytten skal vandes
    med cirka 10 liter vand
    pr. løbende meter
    en gang om ugen
    sommeren over.


Sådan så hjørnet med pilehytten ud 20. juni 2004
Du kan se billedet i større format ved at klikke på det.

 

Status april 2007
Pilehytten var grøn og frodig det meste af 2006. Og i år venter vi, at den for alvor er fin, god og tæt. Den er så ikke blevet brugt nær så meget som forventet. Måske det kommer i år. Og ellers gør det egentlig ikke så meget. Den ligner en flot, grøn busk. Om hytten bruges eller ej på den indvendige side, gør den gavn alligevel.

Sidste år blev der plantet en kaprifolie lige ved den gren Camilla har fat i på billedet. Er spændt på at se, hvordan den får fat i sommerens løb.

Status marts 2005
Det er ikke meget pilehytte, der kom ud af vores indsats sidste år. De skud, vi klippede af i april og fik til at slå rødder, har dog taget fat i jorden. Desuden er 25 friske pileskud plantet på de mest døde steder. Så vi går ud fra, at hytten bliver fin i løbet af i år. Regner med, at de pilegrene, der har slået rødder siden sidste forår, nu for alvor forvidler sig mellem hinanden og danner et tæt, grønt løv.

Status 17. juli 2004
Vi er ved at opgive pilehytten :-(

Det er kun halvdelen af grenene, der har fået grønne skud. Vi har ellers vandet den flittigt, men af en eller anden årsag har grenene i den ene side af hytten ikke villet spire. Måske på grund af det store træ, der står i den side?

Nu har vi grebet til et sidste forsøg på at redde hytten. Alle spidser på de spirende grene er klippet af og sat i vand. Hvis de skyder rødder, bliver de plantet der, hvor der p.t. ikke er grønne grene. Så satser vi på, at vi på den måde alligevel kan lave en hule, selvom det næppe bliver i år vi får den færdig.

Sådan blev hytten lavet | marts 2004

Klik på de enkelte foto herunder for at se dem i større format


Søndag 21. marts 2004

 
Pladsen til pilehytten blev ryddet og et rør stukket i jorden for at markere hulens centrum.

En 80-90 cm lang snor, med en kraftig pind i den ene ende, blev bundet fast i røret. Så kunne vi rende rundt om røret og tegne en helt rund cirkel med en diameter på 160-180 cm. 

Cirklen kan ses på jorden bag Camilla. En rende blev gravet hele cirklen rundt ved at stikke spaden helt i bunden og løsne jorden hele cirklen rundt, så pilekvistene var nemme at stikke 20-30 cm ned i jorden.

 

50 friskhøstede pilegrene blev stukket i og stampet forsigtigt til - hele cirklen rundt med lige store mellemrum mellem kvistene. Cirka en håndsbredde mellem hver pilekvist.

Husk at døråbningen skal laves, så den passer til familiens bredeste mås. *G*

Fredag 26. marts 2004

Helt nede ved jorden blev pilehytten forstærket med en cirka 10 cm høj flettet kant, der blev lavet af opblødt pil.

Vi begyndte ved døråbningen, flettede hele vejen rundt til næste døråbning og retur igen.

Førte ganske enkelt en pilekvist skiftevis foran og bagved de lodrette og levende pilekviste. Og sørgede for, at de vandrette krydsede hinanden.

Vi markerede hver side af hyttens døråbning med 2x2 pilegrene, der blev placeret med en god rumpes bredde.

Indgangen er blevet "hemmelig" - åbningen er  nemlig placeret i skjul på hulens bagside.

På hver side af døråbningen placerede vi to pilegrene tæt sammen og forstærkede dem ved at flette hele vejen op med opblødt pil.

Cirka halvvejs oppe i hytten flettede vi endnu en forstærkende ring til at holde sammen på pilekvistene og stabilisere hytten. Og bliver det lidt skævt, kan man forsigtigt trække tingene på plads.

 

Indgangen tvinger vi til at holde sig åben med et par sammensnoede pilekviste, der er bundet på tværs af åbningen.

Den fjerner vi dog igen, når hytten har vokset sig mere solid.

 

Hytten har fået et glughul ud mod haven, så dem inde i hytten kan spionere. 

Det runde vindue er lavet sådan: En opblødt pilekvist blev viklet om en stor spand og samlet med et stykke snor. Derefter blev pilekvist efter pilekvist snoet omkring cirklen, så den blev stærk og solid. 

Cirklen blev placeret mellem to lodrette pilekviste i hytten og de blev så bundet fast over og under cirklen. 

Endnu flere pilekviste blev snoet omkring for at forstærke vinduesåbningen og dens fæstning i hytten.

Cirklen skal ikke mindst bruges som skabelon til klipning, når de grønne pileskud spirer frem. Til den tid vil vi så vurdere, hvor stor åbningen skal være. Om den skal være helt fritklippet eller et par kviste skal have lov at dække til.

 

Vi er bestemt ikke verdensmestre i at flette flot. Men det gik såmænd alligevel, selvom det er vores første forsøg.

Og vi føler os overbeviste om, at det bliver en rigtig dejlig hule, når den levende pil begynder at blive grøn.

Nu gælder det bare om, i den kommende tid, at holde hytten fri for ukrudt og sørge for at vande jævnligt.

Flere billeder kommer til, hen ad vejen.......

 


Sådan så hjørnet med pilehytten ud 26. marts 2004.
Pilen har vi købt hos  Engkærgaard - Gudenåvej 27, Sdr. Vissing, 8740 Brædstrup. 


Webwitch har revideret siden 19. september 2008  

 

oogle dig
frem til mere   
| børneleg | fugleredegynge | gyngestativ | klatrestativ | legehus | legeplads |
| legeredskaber | motorikgynge | pilehytte |
sandkasse | sandkassesand |
| sansegynge | trolde |

 

 

eXTReMe Tracker